FACTS OM KULTURNAT AARHUS
KULTURNAT AARHUS ER EN MEDLEMSFORENING, SOM KULTURLIVETS AKTØRER SELV HAR DANNET. EN GANG OM ÅRET STÅR MEDLEMMERNE SAMMEN OG SPÆNDER MUSKLERNE PÅ SAMME TID - FREDAGEN FØR EFTERÅRSFERIEN
Her får byens borgere en unik mulighed for at gå på opdagelse i egen by og opleve den lokale kulturs mangfoldighed – som spænder vidt fra de store kunstmuseer over sporten til de små kunsthåndværkere og skæve happenings.
Det er KulturNat Aarhus’ formål at stimulere til kulturel aktivitet. At øge kendskabet til de aarhusianske kulturtilbud og give borgere og turister i Aarhus en anden form for kulturoplevelse. Konkret ved at planlægge og gennemføre en aarhusiansk KulturNat under en fælles arbejdstitel via et samarbejde på tværs af byens kunstnere og kulturinstitutioner.
Første gang Kulturnatten blev afholdt i Aarhus var i 1997, så i år er det 15. gang, at den jyske hovedstad står samlet i kulturens tegn.
Alle arrangementer og oplevelser får man adgang til med et nattegn. Børn under 15 år har gratis adgang. For øjeblikket er der over 100 medlemmer, der hver betaler et årligt kontingent på 500 kroner, som går til markedsføring af KulturNat Aarhus' aktiviteter.
Udover medlemmers bidrag, stabler sekretariatet en række events på benene. Der bliver overraskelser og sjove og tankevækkende indslag at opleve i byen, så man ikke kan gå gennem midtbyen denne efterårsdag uden at opdage, at KulturNat Aarhus byder op til dans, sport, leg, kunst, sang, musik og unikke oplevelser.